Tekst og foto: Merete Nørgaard

Klosteret, Panayia Khozoviotissa, er lige så omgærdet af mystik og uopklarede spørgsmål, som beliggenheden indbyder til at tro. Halvt bygget ind i klippesiden, halvt udenpå, tiltrækker det opmærksomheden fra både søens folk og turister på land, på den græske ø Amorgos.

Turen fra foden af klippen op ad de mange stentrapper til klosteret er hård og svedig. Den sidste trappe fører direkte indenfor murene gennem en lav dør til det mørke uvisse. Og oplevelsen er al sliddet værd. Pludselig står vi i en verden af stilhed, ukendte kringelkroge og tykke stenmure der emmer af mystik.

Hjælp fra Gud

Der sidder en lille munk på bænken i kirken, klar til fortælle til hvem, som måtte have lyst at lytte.

”Det var den hellige Jomfru Maria, der bestemte at her, skulle hendes kirke ligge,” nikker han alvorligt, mens hans mørke vagtsomme øjne følger de tre øvrige besøgende i kirkerummet.

Munken er klædt i sort kjole og kalot, med et vildt og pjusket gråsort hår og skæg, der lever sit helt eget liv. Han hæver de buskede øjenbryn med en forbløffet mine, da jeg spørger hvordan det kunne lade sig gøre, at bygge så stort et kloster helt heroppe.

”Det er bygget af sten, der er båret herop, og med hjælp fra Gud!” svarer han som det selvfølgeligste i verden.

Mystik og mirakler

Der findes ikke mange nedskrevne beretninger om klosterets historie, men lægger man de arkæologiske fund og forskellige fortællinger sammen, kan man fastslå, at det blev bygget engang i det 9. århundrede.

Legenden fortæller at en ikon af den hellige Jomfru Maria, rejste over havet hele vejen fra Khozoviotissa i Palæstina, en by i nærheden af Jeriko i dagens Israel, og landede ved klippens fod. Og skal legenden have et ekstra slag med den mytiske hale, så var det en gammel træ-ikon, der brækkede over i to dele, og begge dele rejste den lange vej over vandet, inden de mirakuløst fandt sammen præcis i havet på dette sted.

Uforstyrret liv

Munken rejser sig, og viser mig den berømte ikon. Slidt og mild ser Jomfruen ned på mig fra væggen. Skrøbelig i sin metalflade og dragende i sin placering.

Kirkerummet er omkring tyve kvadratmeter. Svalt og rustikt med udsigt udover det turkise hav, der flimrer i varmedis så langt øjet rækker.

Indtil for få år siden, var klosteret ukendt for de fleste. Den lange sø-rejse for at komme til Amorgos, og den vanskelige adgang op af bjerget, sørgede for at munkene kunne leve et stort set uforstyrret liv i mange år.

I dag standser et par busser dagligt blot 300 meter fra stentrappen, der går hele vejen op til klosteret; og kun tre munke er der tilbage.

Lokal kustode

”Vi er meget bekymrede for fremtiden!” understreger den unge mand i stuen, jeg kommer ind i, samtidig med at han byder mig et glas koldt vand, en likør og et stykke grønt gelé dyppet i flormelis.

”Der er begyndt at komme flere turister, men der kommer ikke flere munke, og klosteret får ikke støtte fra regeringen. Derfor er det svært at finde ud af, hvad der skal ske. Skal det være kloster, museum, eller skal det bare forgå?!” spørger han retorisk.

Selv kommer han fra en landsby i nærheden, og hjælper blot til på klosteret af og til. Munkene kan ikke selv overskue at guide de mange turister, og det er da også kun få rum, der i dag er åbnet for.

Han ved ikke hvor mange turister, der besøger stedet hvert år. Der bliver ikke taget entré, og donationerne er frivillige, så det bliver kun et gæt, der lander på over tusinde om året.

Hverdagens behov

Klosteret var engang stort og rigt, med jordbesiddelser på både Amorgos og mange af de øvrige øer i det Ægæiske hav. Det var en kube af summende liv og mennesker, der kunne sørge for sig selv. Klosteret havde plads til det hele.  Munkeceller, køkkener, ovne, lagerrum, bageri, vinpresser, oliepresser, kældre til de store vin- og olietønder, cisterner og brønde.  Alt sammen bygget på klippen eller hugget ind i den, for at varetage hverdagens behov i det store klosterfællesskab.

I 1952 mistede klosteret sine jordbesiddelser, og dermed forsvandt også behovet for at kunne lagre afgrøderne. I dag bliver kun få af cellerne brugt, sammen med et par rum til at spise og mødes i. Kun kirken bruges og ser ud, som den altid har gjort.

Arkitektonisk virvar

En hane galer udenfor. En flue summer i det glasløse vindue. De lyserøde blomster på træerne nikker søvnigt. Tiden er gået i stå, og er alligevel aftegnet i hver eneste sten på stedet.

Murene her har modstået krige, stenskred og tidens tand, og i dag kan enhver frit komme ind og mærke lidt af det, der var engang. De skæve gange, der snævert forbinder rummene med hinanden. De lave døråbninger, rige udsmykninger med dekorationer, hellige billeder og røgelseslamper under loftet.

Klostret anslås at være 40 meter langt og fem meter bredt i otte etager. I virkeligheden er ingen af etagerne bygget ovenpå hinanden, men er i stedet spredt i et virvar hinsides arkitektoniske systemer. 

De mange restaureringer gennem tiderne, folk der er flyttet til og fra, og de forskellige abbeders asymmetriske tiltag, gør at det praktisk talt er umuligt at kortlægge bygningen, og skelne den ene tidsperiode fra den anden.

Den gådefulde mejsel

Under loftet  i kirkerummet svajer fire røgelseslamper forsigtigt frem og tilbage. Som printet ud i sølvpapir; fint og mønstret. Soden fra lamper og stearinlys har farvet loftet sort flere steder, og de gamle ikoner er heller ikke alle helt tydelige længere.

Den gamle munk har viet sin fulde opmærksomhed til et græsk par, der spørger til en halvt bortrustet mejsel i en minimontre.  Han spjætter lidt i tydelig begejstring, da han på turbogræsk fortæller historien om mejslen.

”Først troede de, at klosteret skulle ligge helt nede ved klippens fod, tæt på havet,” ivrer han.

”Men så en dag kunne de ikke finde deres mejsel, og senere fandt man den helt heroppe på en klippehylde, og så var det jo et tegn fra Gud om at klostret skulle ligge her i stedet.”

Han smiler overbevisende og virrer lidt med hovedet.  Som med så mange andre af forklaringerne, bliver de båret af den mundtlige tradition. Båret gennem tiden, over havet, varmet af solen, hugget i stene. Noget kan bevises, andet må man bare tro.

Faktaboks:

Amorgos er den østligste ø i Cycladerne, (Grækenland), med 1869 indbyggere (2006).

Man kan vælge at flyve fra Athen til Naxos eller Paros, og sejle derfra til havnebyen Katapola på Amorgos. Sejlturen varer mellem 4 og 6 timer.

Fra Katapola går der dagligt busser ud til kloster-klippen; cirka 20 minutters kørsel. Klosteret ligger midt på øens sydside, og er åbent for besøgende dagligt fra 10 – 12 og igen fra 17 – 19.

Det kan være en fordel at besøge stedet om formiddagen, hvor klosteret ligger badet i solskin.

Mænd skal have lange bukser på, og kvinder skal have tildækkede skuldre og knæ.

Den engelske bog ”The Monastery of the Panayia Khozoviotissa,” af Lila Marangou, er en overskuelig og billedrig gennemgang af klostrets historie. Kan købes hos øens boghandlere.

TILBAGE TIL OVERSIGTEN