Fødderne løber med opmærksomheden Af ortopædist Merete Nørgaard, fotos fra www.össur.com ”Bladerunner”. ”Hurtigste mand uden ben”. Kælenavnene hvirvler i medierne om den 21-årige sydafrikaner, Oscar Pistorius. Han er nok den mest omtalte dobbeltamputerede idrætsudøver i nyere tid. Hans løbstider kan hamle op med løberne i de raskes OL, og derfor vil han gerne være med. Det internationale atletikforbund (International Association of Athletics Federations, IAAF) har dog i første omgang sagt nej, fordi en stor test har slået fast at hans proteser hjælper ham frem i farten. En anden test siger, det gør de ikke. Sagen er havnet ved den Internationale Sportsdomstol i Lausanne i Schweiz, og midt i maj afgjorde de, at der ikke er bevis for at Pistorius proteser giver ham fordele i forhold til løbere uden proteser. Men hvad er det egentlig sådan nogle protesefødder kan? Og hvad betyder de for måden at løbe på? Valg efter behov Når en sportsudøver skal have proteser, handler det først og fremmest om at finde de bedst egnede til idrætten. Rækken af muligheder indenfor proteser er meget meget lang. En protese består af mange dele, og hvordan den kommer til at virke, afhænger blandt andet af, hvordan man vælger at sætte delene sammen. Skal knæet være computerstyret eller mekanisk? Skal foden kunne bevæge sig eller være stiv? Skal hylsteret fores med silicone eller en skummanchet? Valget afhænger af hvordan protesen skal bruges og af hvem. De forskellige producenter af protese-dele, kappes om at levere de mest brugbare løsninger i både materialevalg og design, ligesom de også hele tiden forsker i at gøre enkeltdelene endnu mere raffinerede. Det betyder, at der kommer mere og mere teknologi ind i proteserne. Arme der næsten kan tænke selv, knæled der opfører sig som den ægte vare, når bare man husker at lade det op om natten, og fødder der med rækker af sensorer kan aflæse underlaget, så brugerne uden problemer både kan gå på trapper og skovstier. Når det kommer til løbeproteser, ser de ofte meget simple ud. Og det er de også. Dybest set er det en smal stang af kulfibre lagt i de rigtige retninger, og bukket i en facon der virker. Derfor ligner de også stort set hinanden, uanset om de bliver lavet hos de store protesefabrikanter som Össur i Island og Otto Bock i Tyskland eller et helt andet sted. Oscar Pistorius bruger ”Cheetah Flex-Foot”-proteser fra det islandske firma Össur. De er lavet af kulfiber og har været på markedet siden 1997. Designet ligner lidt formen af en gepards bagben, deraf navnet ”cheetah”. Kul i lange baner Det er en kompliceret proces der skal til, før man står med en brugbar kulfiberfod. Kulfiber er ikke et materiale der naturligt forekommer i naturen. Det bliver brugt til rigtig mange formål, på grund af den store styrke og lave vægt. Tænk bare på racercykler, rumraketter, tennisketsjere og kajakpagajer. ”Kulfiber er mindst ligeså stærkt som stål og vejer langt mindre,” forklarer seniorforsker Aage Lystrup i Afdelingen for Materialeforskning, på Risø DTU i Roskilde. ”Til fremstillingen af kulfiber tager man typisk nogle plastfibre lavet af polyacrylonitril, (PAN), og disse fibre bliver så at sige brændt af, hvorved der dannes kulstof. Kulstofkæderne ligger i første omgang hulter til bulter, og fibrene er ikke særlig stærke. Når de så bagefter bliver varmebehandlet ved 1500 – 2000 grader, lægger kæderne sig tættere sammen og danner en gitterskruktur. På den måde får man et enormt stærkt materiale,” fortæller Aage Lystrup videre. Kulfiber kan både tåle tryk og træk fordi det er et sammensat materiale. Til sammenligning kan et tov for eksempel kun klare belastninger i trækretningen. Tovet vil bøje ud til siden og falde sammen, hvis det udsættes for trykbelastning. ”Kulfibre bliver ofte vævet til klæder. Disse klæder kan man så bygge op, så fibrene ligger i præcis den retning, hvor man har brug for styrken. Kunsten er at kende belastningen,” fortsætter Aage Lystrup. Masser af energi Netop regnestykket hvor belastning og bevægelse indgår, er noget protesefabrikanterne går meget op i for at kunne designe den optimale løbeprotese. Derfor ligger kulfibrene i forskellige tykkelser og retninger hele vejen ned gennem foden. Sammen med designet, betyder det en optimal reaktion, når man løber. Når protesen trykkes sammen, lagrer den energi, som frigives, når presset igen lettes. Ligesom når man sparker en bold op af en mur. Set i meget langsomt billede bliver bolden trykket mere eller mindre flad, når den rammer muren, alt efter hvor hårdt der bliver sparket til den, og hvor blød bolden er. Trykket giver bolden energi og kraft til at springe tilbage fra muren igen. På samme måde er løbefødderne nøje bygget op med kulfibre der tager imod og bøjer og bukker de helt rigtige steder, så energien lagres i fødderne, og sender 80 - 90% tilbage til løberen. Lidt som en fjeder. Det er blandt andet netop denne fjedereffekt, der er blevet den varme kartoffel i Oscar Pistorius´ sag. Den tyske professor, Gert-Peter Brüggemann, nåede frem til i sine undersøgelser af Pistorius, at proteserne i høj grad hjælper ham. Dels mener han fødderne er længere, end de behøver at være, og på den måde er han i stand til at tage længere skridt end ellers. Dels bliver han ikke træt og danner mælkesyre, som de raske løbere gør. Han mener Pistorius bruger helt op til 25% mindre muskelkrudt på at løbe, når først han er oppe i fart, i forhold til løbere uden proteser. Andre hævder at proteserne slet ikke kan, hvad muskler ville kunne i protesernes sted. Ifølge professor Robert Gailey fra University of Miami, som også har haft Oscar Pistorius i laboratoriet, kan et naturligt ben til sammenligning returnere op til 240% af den energi, der bliver lagret i musklerne for hvert skridt, ligesom proteserne er langt mere følsomme overfor vejr og vind. I regnvejr glider de nemmere på underlaget, og når det blæser, kan vinden skubbe proteserne ud til siderne, når man løber, og på den måde gøre det sværere at holde balancen og få et stabilt løb. Bevægelsens kunst Proteserne gør det nødvendigt med et anderledes løbemønster i forhold til en løber med begge ben i behold. Principperne i løbebevægelsen kan groft sagt inddeles i tre faser, der afløser hinanden, efter hælen er sat i underlaget. En kontaktfase, hvor hele fodsålen er i kontakt med underlaget. En begyndende afsætfase, hvor fodballe og tæer presses mod underlaget, og endelig en afsluttende afsætfase hvor grundledene strækkes, så storetåens spids fuldender afsætnings-bevægelsen. - INDSAT GRAFIK AF LØBEMØNSTER - Pistorius her og nu. Oscar Pistorius håber stadig på en plads til OL. Da sagen var til høring ved den Internationale Sportsdomstol i Schweiz, blev alle parter hørt, ligesom man også har haft seks vidner og eksperter inde og udtale sig. Dommerne gav Pistorius medhold, og det betyder, at han har mulighed for at løbe med til OL hvis talentet rækker.
|
