RaceRunning på tre hjul og pigsko Man tager en spastiker, en slags cykel med tre hjul, en startpistol og et stadion. Tilsæt blandet vejr, konkurrenter og masser af entusiasme, så begynder det at ligne RacerRunners Cup 2008. Af Merete Nørgaard, fotos fra www.racerunner.dk Han sidder lidt uroligt i kørestolen; RaceRunneren Jacob Birkbak. Lige indtil en skærende hyletone gennem højtalerne på Frederiksberg Idrætspark gør opmærksom på, at en ny meddelelse er på vej fra kontroltårnet. Jacob Birkbak bliver stille og tysser på de omkringstående. Meddelelsen er ventet med spænding, og han bliver ikke skuffet: ”Der er sat ny verdensrekord…” Sætningen bliver ikke fuldført før Jacob Birkbaks arme ryger triumferende i vejret, og et gigantisk glædesbrøl får både kørestol og teltdug til at give sig. Hans løberesultater har sat rekord for anden gang i dagens RaceRunners Cup. Kulørte atleter Jacob Birkbak er blot én af de 27 deltagere, der har valgt at stille op på distancer fra 40 til 3000 meter. Her er masser af sol, let vind og fine baner. Rammerne er i top til den 12. RaceRunners Cup. Atleterne tripper, venter, stavrer, småløber og sidder med og uden RaceRunner-cyklerne. Disse hybrider med tre hjul, styr og solide stel i kulørte lakeringer. Svære at beskrive. Geniale i sin enkelhed. Danskerne er klædt i postkasserøde t-shirts og sorte cykelshorts, mens de udenlandske deltagere har fundet de nationale farver frem. En enkelt svensker, nordmand og spaniol, og hele ni portugisere er med i konkurrencen. Paralympisk håb Lejrleder og landstræner i dansk RaceRunning, Mansoor Siddiqi sidder i sin kørestol centralt placeret midt på langsiden, mellem publikum og løbebaner. Her kan han holde overblikket, samle trådene, udskrive diplomer og besvare de mange walkietalkie kald. Han er glad og tilfreds. Næsten. ”Vi ville selvfølgelig gerne, der var mange flere, der dyrkede RaceRunning. Også andre end spastikere. Både for at få mere konkurrence, og for at få det mere udbredt. Udviklingen gør at der fødes færre og færre spastikere, så hvis ikke sporten bliver bredere, dør den til sidst,” siger han midt mellem højtalerlarm og blækspruttefunktion. I Danmark er der cirka 50 aktive udøvere, mens kun få andre lande har fået gang i sporten. Den stadig beskedne udbredelse afholder dog ikke Mansoor Siddiqi fra at se lyst på mulighederne for at få RaceRunning med på det Paralympiske program i 2024. ”Jeg tror det er realistisk. De sidste tre til fire år er man begyndt at dyrke meget mere RaceRunning, og indenfor de næste 16 år skulle det nok lade sig gøre, at opfylde kravene,” smiler han med glad optimisme i det mørke ansigt. For at få en disciplin godkendt til Paralympiske Lege, skal den blandt andet dyrkes i mindst ti lande på tre kontinenter, og landene skal afholde nationale mesterskaber. Inspiration til Portugal På trænerbænken under det buede glasfibertag klods op af løbebanerne sidder det portugisiske hold på rad og række. Netop nu løber en af deres holdkammerater, og de hujer og hepper af hjertens lyst, da hun løber forbi i frisk firspring. Den portugisiske landstræner, Cristina Marques, nyder hvert sekund af den ugelange lejr. ”Jeg begyndte at træne RaceRunnerne af ren og skær nysgerrighed. Jeg er fysioterapeut, og egentlig slet ikke træner, så jeg lærer helt utrolig meget her!” griner hun lyst og lidt genert, mens hun samtidig roser lejrens rammer. ”Der er de bedste faciliteter. Det er så godt, at alt ligger tæt på hinanden. Det er en sport med meget udstyr, og det gør transport meget vanskelig.” Spørgsmål om spasmer RaceRunning får af og til kritik fra fysioterapeuter, der er bange for om sporten kan fremprovokere større spasmer end ellers hos de udøvende. Det er Cristina Marques slet ikke nervøs for. ”Det tror jeg ikke. Jeg ved ikke med børn, da jeg kun arbejder med folk over 16 år. Men det er helt sikkert gavnligt for voksne. Når de løber i en RaceRunner, kommer de i en oprejst position, som ingen anden sport kan tilbyde spastikere, og de får rørt nogle muskler, der ellers sjældent bliver brugt,” siger hun. Cyklens udformning gør det muligt at indstille den, så selv spastikere med meget svær balance kan løbe med. Portugal er med i et internationalt projekt til fremme af RaceRunning, og det er blevet vel modtaget. Indtil videre har landet 20 aktive løbere, og deltagerne der er udvalgt til at komme med til Danmark, kan ifølge Cristina Marques godt hamle op med mange af de danske løbere. Hun samler armene om sin slanke krop og skutter sig lidt, inden hun igen retter fuld fokus på sine atleter. Luften er blevet lidt køligere. Skyerne er begyndt at samle sig og trænger solen i baggrunden. Træning betyder alt Et nyt løb skydes i gang med et brag. Koncentrationen lyser vildt i ansigterne på de konkurrerende løbere. Der er stor forskel på deres løbestil og fart. Nogle finder rytmen med det samme og fjedrer ubesværet af sted, mens andre først skal have benene til at lystre, inden cyklen bevæger sig op i fart og rigtig retning. Der er ellers ikke stor forskel på selve cyklerne. Til gengæld er det graden af spasticitet og – ikke mindst – træningsindsatsen, der gør hele forskellen. ”Der er kæmpe forskel på, om du løber hver dag, eller blot en gang om måneden!” udbryder hjernen bag RaceRunner-cyklerne, Connie Hansen, som er med som leder på lejren, og ivrigt opmuntrer løberne hver gang de passerer hende. Connie Hansen er lam i benene, og kan derfor ikke selv dyrke RaceRunning. Men hun har dyrket kørestolsræs på eliteniveau i mange år, så hun ved, hvad hun snakker om. Personlig cykel RaceRunneren blev til i et samarbejde mellem Mansoor Siddiqi og Connie Hansen tilbage i 1989. ”Det er klart, man kan blive ved at udvikle cyklen. Men det er ikke noget, jeg har anstrengt mig for at gøre yderligere i som sporten er lige nu. Hvis der engang kommer en elite, og der virkelig er brug for marginalerne, er det måske noget, man skal gøre mere ud af,” brænder hun entusiastisk igennem. Connie Hansen sælger omkring 70 cykler om året til både Danmark og udlandet. De bliver bygget efter ordre, og indtil videre har kun få andre forsøgt at efterligne modellen. For rusten til fart Det er begyndt at dryppe lidt. Den lille teltpavillon, der er stillet op på langsiden, bliver udnyttet til sidste kvadratcentimeter. Snakken går ivrigt. Både løbere, hjælpere og forældre står sammen, mens de hepper, drikker saft og justerer på cyklerne. ”Det bedste ved lejren er at møde venner fra forskellige lande,” nikker svenske Naheem Ali, som netop har overstået sit løb, og er søgt ind i tørvejr. Han vandt ikke, men er godt tilfreds med resultatet. ”Jeg er lidt rusten, fordi det er et stykke tid siden, jeg har trænet. Jeg ville gerne træne en gang om ugen, men jeg har ikke så meget tid; så nu får vi se, hvad der sker,” siger han alvorligt, og tørrer sved af panden. Masser af succes Regnen plasker ned nu. Tidsplanen er skredet en smule, og de fleste skynder sig ind under halvtage og teltduge så meget som muligt. Det regner dog endnu ikke nok til at drukne den gode stemning. Cyklerne tager ikke skade, og mange af løberne bruger pigsko, så de stadig kan gribe i underlaget, selvom det er vådt. Og med rekorder der både er personlige og i verdensklasse, er der nok af lune minder at tage med hjem og tære på når lejren slutter. Faktaboks RaceRunners Camp & Cup afholdes på Frederiksberg hvert år. Der findes (endnu) ikke andre internationale stævner indenfor sporten. RaceRunning deles op i tre klasser i konkurrence. Bedste spastikere, bedste løbere med andre handicap og talentgruppen. I Danmark er der klubber for RaceRunning i Frederiksberg, Holbæk, Sønderborg, Randers og Aalborg.
|


