Smarte fif og ømme stumper Når Sahva og Gangskolen i Hammel sammen inviterer til Løbeskole for benamputerede, står menuen på hård træning, fynsk sol, høje grin, masser af sved og gode tips til hverdagsbrug. Tilsat lune tarteletter i pausen. Tekst og fotos af Merete Nørgaard ”Det er ikke svært at løbe. Man skal bare lade være med at tænke for meget over teknikken!” griner Christina Vinther, da hun smider sig i græsset, tager venstre underben af og hiver en pakke smøger frem. Det er den sidste weekend af august 2008, og Løbeskolens næsten 30 deltagere er på dag to rykket ud på et stadion ved Køng Idrætshøjskole på Fyn. Her bliver benamputerede fra hele landet ført rundt i bevægelsernes verden fra balanceøvelser til golfspil, med fysioterapeut William Sloth fra Gangskolen i Hammel og Sahvas chefbandagist, Christer Levin, som guider. Hvis benet falder af Christina Vinther er 32 år og fra Horsens. Tilbage i 1993 var hun ude for en motorcykelulykke, og efter masser af forsøg på at redde benet, blev det amputeret under knæet for tre år siden. Hun er med på Løbeskolen for anden gang, og ved allerede nu, hun også deltager næste år. ”Jeg er faktisk mest med for at have det sjovt, snakke med en masse mennesker og dele erfaringer. Men jeg får jo også testet lidt forskelligt, som jeg ellers ikke ville have prøvet,” smiler hun, mens hun masserer sin benstump, der trods alt ikke er vant til så stor belastning i det daglige. ”Hvis ikke det var for Løbeskolen, tror jeg faktisk ikke, jeg ville kunne løbe,” siger hun mere alvorligt. ”Jeg havde nok været for bange; hvad nu hvis benet falder af eller sprænger i stykker eller sådan noget. Det er jeg ikke bange for her; for hvis det gør det, sætter vi det bare på igen! Her er sikkerhed, og hele tiden opbakning fra fysioterapeuten og bandagisten til at komme videre,” nikker hun. Sahva midt i det hele For chefbandagist Christer Levin er det netop en af grundene til at holde Løbeskole. ”Vi vil gerne at alle, der er med her, skal lære at det er ikke proteserne, der ikke kan; det er resten af kroppen!” smiler han, mens han knæler foran endnu en deltager, der har brug for en justering af protesen. Christer Levin arbejder til daglig hos Sahva i København, og har været med som bandagist på Løbeskolen i mange år. ”Sahva er med i det her, fordi vi står præcis midt i det! Samtidig får vi understreget, at Sahva virkelig gør noget for de fysisk handicappede. Vi gør noget bedre for dem, uden altid at skulle tjene penge på dem,” siger han entusiastisk, men underkender heller ikke den store reklameværdi i form af goodwill og omtale, der er i arrangementet for en virksomhed som Sahva. Leg og træning På plænen er der kommet gang i boldene, og sveden springer frem hos de fleste. Fysioterapeuterne står hele tiden klar på sidelinien, og kommer med gode råd og fif, mens Sahvas folk roder rundt i den velassorterede værktøjskasse. De skruer, sætter kiler ind og ændrer stillinger på de forskellige proteser. Både hele og halve proteseben bliver prøvet af og udfordret som sjældent set. Der lyder høje råb og grin ovre fra det ene mål, hvor den stilfærdige boldkast for en stund ligner en scene fra australsk rugby. En gruppe underbensamputerede bliver kaldt sammen til at øve gang på skråninger, mens lårbensfolket skal lære at smække protesen hårdt i underlaget, mens de med gadedrengeløb langsomt øger hastigheden. Et liv uden skavanker På basketbanen har Kent Jensen fra Odense smidt benet for at tage sig en velfortjent pause. Han er 49 år, blev amputeret på grund af en mislykket operation for kræft for tre år siden, og er også med på Løbeskolen for anden gang. ”Jeg vil gerne lære at gå bedre, så jeg ikke senere i livet får skavanker, der ender med jeg bliver kørestolsbruger, ” siger han med fast stemme. For Kent Jensen har det været en vanskelig proces at acceptere sin nye situation som protesebruger. ”Før amputationen løb jeg, svømmede og spillede fodbold to til tre gange om ugen, og jeg cyklede til alt. Efter min operation har jeg taget 15 kilo på, og i første omgang var det mildt sagt irriterende pludselig at være blevet handicapidrætsudøver,” fortæller han ærligt. ”Jeg betragter ikke mig selv som handicappet; jeg mangler jo bare et ben! Jeg har en helt almindelig hverdag, en familie, et arbejde. Jeg ønsker ikke man skal betragte mig som en syg person, eller en, der mangler et ben.” Volley for sjov Kent Jensen har tidligere undersøgt mulighederne for at dyrke handicapidræt i sit område, men endnu ikke fundet noget, der rigtig fængede. Til gengæld fik han en ’aha-oplevlse’ under fredagens besøg på Løbeskolen fra Dansk Handicap Idrætsforbund. ”Vi spillede siddende volleyball. Det har jeg aldrig tænkt på før! Det var faktisk rigtig sjovt, og jeg kunne også mærke pulsen kom op. Det vil jeg undersøge mere om, når jeg kommer hjem,” siger han og lyser op i et smil. ”Ellers er jeg mest med her, for at få nogle fif, man kan gøre brug af derhjemme, og få genopfrisket de gode idéer man får fra Gangskolens folk. Jeg har tidligere fået de gode forslag, men når du kommer tilbage i dagligdagen, glider det let ud igen, på grund af børn, arbejde, indkøb og så videre. Du glemmer egentlig helt at tage vare på dig selv, og bruge den time eller to om ugen, der skal til,” siger han, inden han gør klar til en ny tørn på græsset. Lidt mere idræt Når man mister et ben, bliver kroppens naturlige balance rykket rundt, og man skal til at lære at bruge nogle andre muskler end man plejer. Samtidig mister man sit ankelled, og det betyder at bevægelsen skal ligge i hoften, knæet, eller begge dele for at komme hen over protesen, og det gør det svært at lære at løbe. Alt sådan noget, lærer de fleste noget om under genoptræningen. Men mange vil gerne endnu mere, og her kommer Løbeskolen ind i billedet. ”Løbeskolen er mest for yngre benamputerede, som gerne vil lidt mere idrætslige aktiviteter. Derfor stiller vi også som krav allerede i invitationen, at man skal kunne holde til at have protesen på en hel dag, gå på trapper, kunne tåle at svede og så videre,” forklarer fysioterapeut William Sloth fra Gangskolen i Hammel. Han er en af initiativtagerne til den første Løbeskole i 2000, og har været med alle år siden. Hvert år deltager der dog nogle, som kan lidt mindre. Det er også i orden, når blot de er klar over betingelserne inden de tager af sted. Der bliver ikke taget specielle hensyn, men i stedet er de bare med i det, de kan. ”Og så er en stor del af hele arrangementet også at møde andre i samme situation; se hvad de kan, lade sig inspirere og lære noget af hinanden,” tilføjer William Sloth. Lune tarteletter Tilbage på Højskolen er der serveret lune tarteletter med hønsekød i asparges, og der bliver gået grundigt til den. Pausen er tiltrængt, og under frokosten bliver der diskuteret forskellige typer af knæled ved bordet. Stemningen er varm og god. Den sidste rest af sommer har forplantet sig videre ud i gården, og igen og igen falder snakken på de emner, alle har tilfælles her. Proteser, behandlingssager, frustrationer og sejre. Og de mange forskellige grunde til amputationer: kræft, ulykker i trafikken og på arbejdet, lægesjusk og en enkelt vejsidebombe i Irak, der kostede det venstre ben. Med sport og socialt samvær i højsædet har samarbejdet mellem Sahva og Gangskolen i Hammel nu stået på i ni år. Og står det til dem, napper de gerne ni år mere med træning, sved og ’enorm meget glæde’, som bandagisten udtrykker det. Faktaboks: Løbeskolen er et samarbejde mellem SAHVA og Gangskolen i Hammel. Løbeskolen holdes over en weekend, én gang om året, og giver deltagerne mulighed for at prøve forskellige idrætter, lege og få individuel rådgivning omkring bedre brug af protesen. Det er forskelligt, hvor i landet Løbeskolen holder til. Alle benamputerede mellem 15 og 60 år bliver inviteret til at deltage.
|
