Sverige har skovene, vi har historien Havde Danmark ikke mistet Skåne, Halland og Blekinge i 1658, havde vi ikke haft en lang skovhistorie og et museum i Nordsjælland til at fortælle den. Tekst og fotos af Merete Nørgaard Et af de allerstørste skovbrugsmuseer i Europa ligger i skov-beskedne Danmark; mens Sverige med de ufattelig mange træer må nøjes med en lille udstilling i Umeå. Det kan virke ulogisk, men direktør for Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm, Jette Baagøe, har en god forklaring. ”Det var ved at gå helt galt!” udbryder Jette Baagøe med fængende glød i de nøddebrune øjne. ”Bonden havde sin rytme; satte dyrene på græs i skoven, dyrkede marken om sommeren og passede skoven om vinteren. Landbrug og skovbrug hang sammen i både Danmark og Sverige, og sådan havde det altid været.” Hun sipper til kaffen og fortsætter. ”Samtidig skulle der bygges krigsskibe, og derfor fældede man på livet løs af træerne. Man behøvede ikke tænke nærmere over det. De kom jo af sig selv, og der var nok af dem.” Tømmer er magt Men med tabet af de store træproducerende egne af landet, Skåne, Halland og Blekinge i 1658, ændrede billedet sig efterhånden betydeligt. Danmark var blevet meget meget mindre, og det kunne mærkes. ”Dyrene havde slidt skovene op, og det var begyndt at knibe med at skaffe tømmer nok til at bygge krigsskibe. Magten i et land afhang i høj grad af, at du havde træ at bygge skibe af, og pludselig havde vi nærmest kun enebær ude på overdrevene tilbage!” siger Jette Baagøe, med en omfangsrig og sprudlende viden på området. Tyske træer Det gik op for magtens folk, at hvis man ikke skulle købe alt sit tømmer af fjenden, måtte man plante sine træer selv. Den tyske forstmand Johann Georg von Langen blev hentet til landet, og hans opgave var simpelthen at plante skov! Danmark kom langsomt til skovhægterne igen. Von Langen indførte nye arter; rødgran, skovfyr, lærk og ædelgran, og både en helt ny natur og faglig bevidsthed opstod Med kronprins Frederik (6.) som en ivrig støtte, gennemførte Danmark en omfattende landbrugsreform, der blandt andet betød at landbrug og skovdrift blev skilt ad i 1783. Dermed fik skoven en helt ny prioritet. Skov i Sverige Anderledes var det i Sverige. Landet har masser af plads, og store områder uforstyrret af mennesker. Det giver dyr og træer helt andre gunstige vilkår, og det har aldrig været nødvendigt at tænke i skovbrug som noget selvstændigt. Landbrug, skov og jagt har altid hørt uløseligt sammen. Alligevel har der været problemer undervejs. ”De mellemsvenske skove blev fuldstændig ødelagt på grund af den trækulsproduktion, der skulle til, for at udvinde jern. Og i Umeå så langt mod nord, hvor træerne gror så usigeligt langsomt, købte en skotte bøndernes skove i slutningen af 1800tallet, og udnyttede dem på det groveste. Der blev fjernet træer for flere hundrede år, og stadig i dag kan man se store bare pletter efter rovdriften dengang. Men skoven er så integreret en del af deres liv, at de ikke tænker over, den ikke er skilt ud fra andet,” funderer Jette Baagøe. Rasende Gudrun Den seneste krise var orkanen Gudrun i 2005, der jævnede store dele af de sydsvenske skove med jorden, med tragiske selvmord og ufatteligt oprydningsarbejde til følge. ”I Mellem- og Sydsverige faldt to års hugster. Det var et kæmpe problem! Folk måtte tvinges til at rydde op, og frygten for skadedyrsangreb var stor. Det blev svært at afsætte så meget træ, og flere steder blev der oprettet kilometerlange tømmerpladser til lagring, hvor man måtte vande træet, for at det ikke skulle tørre ud. Først nu er prisen igen ved at komme op,” fortæller Jette Baagøe alvorligt, og holder en pause i historien. Imageproblemer Skovbrugsmuseet i Hørsholm bliver flittigt besøgt. Jette Baagøe kan også konstatere at stadig flere svenskere kommer forbi hvert år. Hun har siddet i direktørstolen på museet siden 1984. Det blev indviet 1942, men allerede i 1930erne opstod ønsket om et museum. ”Det er jo ikke fordi, Sverige ikke har en skovhistorie, der kunne berettige til et museum. Men i Danmark var det bare mere tydeligt allerede for længe siden,” siger hun. ”I et fag med så lange tidshorisonter, opstår bevidstheden om dets historie. Redskaber der går af brug og erstattes af noget mere effektivt. Dyrkningsmetoder der viser sig at virke, og andre der ikke gør. Man ville gerne have et museum for at kunne vise disse ting, og formidle al den erfaring, de sidste 150 år havde ført med sig. Samtidig havde jægerne og skovfolk fået et imageproblem. Jægerne fik skyld for bare at skyde for sjov, og skovfolket fik brug for at forklare, hvorfor de gjorde som de gjorde. Museet blev derfor også en slags propaganda overfor byfolket!” smiler Jette Baagøe. Lokkeduer og ældgamle elge Jette Baagøes kaffekop er tom. Et par eftermiddagsgæster er ved at gå, og de gamle gule museumsbygninger blinker i skygge og eftermiddagssol. Museet huser alt godt fra skovens liv. Voldsomme maskiner, værktøjer og dragter, skydevåben, lokkeduer og ældgamle elge. Nok har Sverige de største skove, men Danmark har det største museum til at fortælle historien.
|
